Tordenvejr afbrød testkamp
Viborg FF var foran med 2-0, da tordenvejret afbrød testkampen mod Vendsyssel FF. Kampen var på forhånd aftalt til 70 minutters spil, men efter 59 minutter brød tordenvejret løs over Rughavevej, så dommeren fløjtede kampen af.
Der blev givet spilletid til mange af de spillere, der startede på bænken i fredags mod Sønderjyske mod et Vendsyssel-hold, der de seneste uger har været ramt af kaos, men det til trods kunne mønstre en ganske fin startopstilling med bl.a. den tidligere VFF’er Peter Friis i målet.
Det var det sortblusede VFF-hold, der var bedst i kampens indledning, hvor gode offensive aktioner fra Ibrahim og Christian Wagner skabte fine muligheder for at komme i front. Det var også Wagner, der fik startet angrebet, som førte til 1-0-målet. Bolden havnede i sidste ende hos Mads Aaquist, der via en Vendsyssel-spiller fik sendt bolden ind til fortjent føring.
Gæsterne kom bedre med, men uden det for alvor satte Can Dursun på prøve, og en velspillet fodboldkamp blev det aldrig. Anton Gaaei nåede at øge føringen til 2-0 efter en flot aktion i VFF’s venstre side, inden regnen begyndte at sile tungt ned over spillerne. Da tordenen senere begyndte at buldre, blev kampen fløjtet af efter knap en times spil.
Næste og sidste test før sæsonstarten spilles på lørdag hjemme mod Randers FC.
Træningskamp: Viborg FF – Vendsyssel 2-0
1-0 Mads Aaquist (24.)
2-0 Anton Gaaei (53.)
Startopstillingen
Can Dursun – Serge Leuko, Lorenzo Gordinho, Lamin Jawara, Anton Gaaei – Justin Lonwijk, Frederik Christensen, Mads Aaquist – Ibrahim Said, Alassana Jatta, Christian Wagner