Sikker sejr i Reserveligaen
Det var spil til ét mål i det meste af kampen, da VFF tog imod Hobro i Reserveligaen på Energi Viborg Arena tirsdag eftermiddag. Gæsterne stillede med et ungt hold, der var indstillet til at stå dybt, og selvom de forsvarede med hele holdet, så kom de også frem til et par kontramuligheder. Første forsøg på mål var nemlig til Hobro, men Can Dursun tog sig af afslutningen.
Ellers foregik det meste af spillet på gæsternes halvdel, og midt i første halvleg lykkedes det hollandske Jay-Roy Grot at vriste sig fri, og sikkert sparkede han bolden fladt ind til 1-0. Hollænderen spillede en halv times tid, inden han planmæssigt blev udskiftet.
I anden halvleg fortsatte kampbilledet, og helt fortjent blev det også 2-0 ved Christian Wagner. Forinden havde Alassana Jatta også haft bolden i nettet, men gambinaneren blev dømt offside i situationen. Gæsterne havde optræk til et par muligheder i modsatte ende, men det blev aldrig rigtigt farligt mod Can Dursuns mål. Jeff Mensah kom på tavlen med et kvarters tid tilbage af kampen, da han stod helt fri midt for mål, og kort før slutfløjt kunne unge Jakob Vester lukke kampen til 4-0 med et flot langskudsmål.
Det store spilovertag kunne og burde have kastet flere scoringer af sig, men det blev ved slutresultatet 4-0.
Reserveliga: Viborg FF – Hobro 4-0
1-0 Jay-Roy Grot (23.)
2-0 Christian Wagner (65.)
3-0 Jeff Mensah (77.)
4-0 Jakob Vester Nielsen (89.)
Startopstillingen og indskiftere
Can Dursun – Daniel Anyembe, Lorenzo Gordinho, Kellian van der Kaap (Gustav O. Hansen, 45.), Frederik Christensen – Sofus Berger, Mads Aaquist, Jeff Mensah (Jakob Vester, 75.) – Alassana Jatta, Jay Roy Grot (Anton Gaaei, 35.), Christian Wagner (Kristian Kløjgård, 66.)