Friis før AaB: Vores dynamik bliver nøglen
Viborg FF møder AaB hjemme på Energi Viborg Arena søndag eftermiddag til kampstart kl. 14. Efter en weekendi sidste uge med landskampe, men uden 3F Superliga, så ser Friis og spillerne frem til at vende tilbage til hjemmebanen:
-Vi er kommet tilbage med fornyet energi, og stadig den samme optimisme og sult efter at præstere i 3F Superligaen. Der er mange, der byder sig til i træningen, og det gør, at det er svært for os trænere at vælge de 11 fra start, og også svært bare at udtage de 18 til truppen, så det er glædeligt, siger cheftræneren.
Søndagens modstander fra AaB er placeret i den bedre halvdel, og holdet fra Aalborg har især leveret nogle stærke defensive præstationer og har kun lukket fem mål ind i de første syv runder. Det kræver masser af bevægelse og dynamiske offensive VFF-spillere at åbne op for det AaB-forsvar, forudser Friis:
-AaB er et hold, der får mange roser for deres offensive spillere, men jeg vil faktisk mene, at de er endnu stærkere defensivt. Jeg ser dem som et dygtigt possession-hold, der samtidig har fundet en dygtig måde at få lukket af på, så vores store udfordring i morgen bliver, hvordan vi får dem lukket op.
-Vi skal være dynamiske og bevægelige både med og uden bold, og det bliver vores nøgle for at lykkes med at åbne dem op. Gør vi det rigtigt, så vil der åbne sig nogle rum hos dem, som vi skal se at få udnyttet. Det bliver en udfordring, som vi ser frem til, og vi glæder os vildt meget til at spille foran eget hjemmepublikum igen.
Du finder din billet til søndagens opgør her.