Friis før FCK: Kræver en toppræstation af alle
Der venter en stor kamp, når Viborg FF møder FC København på udebane i Parken søndag aften. Cheftræner Lars Friis er klar over, at det bliver en svær opgave, og understreger, at det kræver, at alle mand rammer sit topniveau, hvis VFF skal få et godt resultat med hjem:
-Det er sæsonens sværeste opgave. FCK er med afstand landets største klub, som med deres trup og økonomi er designet til at spille europæisk fodbold, hvor de har tjent Danmark godt i mange år. Så på forhånd er det en ulige kamp på mange måder, men det er en kamp, vi er klar til at tage op.
-Man har altid en chance i fodbold, og vi kommer til at angribe kampen fra start for at få tre point, fordi det er måden, vi gør tingene på – også når det er FCK på udebane. Det er klart, at det er kollektivet, der skal gøre forskellen for os, og det kræver en toppræstation af alle mand i samtlige minutter. Vi kan ikke have en eller to, der hænger lidt, og så stadig forvente, at vi kan få point med derfra.
-Vi skal være villige til at løfte i flok og villige til at løbe de ekstra meter for hinanden, og så skal vi have modet til at spille. Vi har et godt fodboldhold, og det skal vi også vise i Parken, afslutter Friis.
Kampstart i Parken er søndag kl. 20, og kampen kan også ses direkte på TV3+