Friis før SIF: Det skal blive hektisk
Viborg FF tager imod Silkeborg IF hjemme på Energi Viborg Arena fredag aften, og cheftræner Lars Friis håber på at skabe en hektisk kamp, så kampbilledet bliver til hjemmeholdets fordel:
-Vi skal forsøge at gøre kampen hektisk, men samtidig også gøre det, så vi ikke åbner for meget. Det handler om at finde balancen, men vi vil have en hektisk og kaotisk kamp, for det agerer vi fint i, og vi ved, at Silkeborg hellere vil have kontrol på kampen både med og uden bold.
-Og så skal vi være dygtige til at finde de rum, der tvinger Silkeborg til at løbe med ansigtet mod eget mål. Kan vi det, så har vi også en ide om hvordan vi kan ramme dem.
Seneste møde mod Silkeborg blev en ærgerlig omgang, hvor det trods masser af gode momenter alligevel endte i et klart nederlag på 1-4 på kunstgræsset på Jysk Park. Det skal blive en anderledes kamp denne gang, og Friis mener stadig, at erfaringerne fra seneste møde kan bruges konstruktivt:
-Vi spillede en rigtig god første halvleg mod dem sidst, men fik ikke slået kapital af det, og så gik det desværre som det gik. Selvom vi havde en god fornemmelse langt hen i kampen, så blev vi straffet big time på omstillingerne.
-Silkeborg er meget tro overfor deres måde at spille på, så vi kan godt bruge nogle af erfaringer fra seneste kamp, selvom vi nu spiller på græs. De er dygtige til possessionspillet, og får meget kredit for det, men de er allerbedst til omstillingsspillet. Der er de klart bedst i Superligaen, og det er klart, at vi ikke må lade dem ramme os på den måde igen, afslutter Friis.
Kampstart på Energi Viborg Arena er fredag kl. 19, og opgøret vises direkte på TV3 Sport.
Find din billet til kampen på billetter.vff.dk