Testsejr efter 120 minutter i Farum
Der var 120 minutters fodbold fordelt på tre halvlege på programmet, da Viborg FF gæstede kunstgræsset i Farum lørdag eftermiddag.
Det rødblusede hjemmehold åbnede kampen med en stor chance allerede efter 20 sekunders spil, hvor norske Andreas Schjelderup lidt for let slap igennem og var helt alene med Mikkel Andersen, men det lykkedes ham ikke at udplacere VFF-keeperen, og i stedet trillede bolden ud over baglinjen. Schjelderup havde senere en afslutning på stolpen, men mål blev det ikke til fra nordmanden.
Efter den lidt usikre start kom VFF-holdet godt med, og midt i første halvleg gjorde Jeff Mensah det til 1-0. En stor fejl fra FCN-anføreren sendte Mensah fuldstændig fri for mål midt i feltet, og der var ingen slinger i valsen for VFF-spilleren i situationen.
Hjemmeholdet bragte balance i regnskabet efter lidt mere end en halv times spil, hvor Schjelderup igen fik for meget plads, og den norske offensivspiller serverede bolden for finske Stjopin, der sendte bolden i nettet til 1-1.
Kort inde i anden halvleg kom VFF igen på sejrskurs, da et hjørnespark fra Christian Sørensen blev serveret præcist i panden på Lars Kramer, der headede føringen i mål.
Der var fine muligheder for at udbygge føringen yderligere, da både Tobias Bech og Sofus Berger kom frem til store chancer, men skarpheden udeblev. Bech var den mest afslutningsivrige, og havde også et skud, som blev reddet af stolpen. Unge Jakob Vester kom også frem til en stor chance efter flot forarbejde af Anton Gaaei, men afslutningen sneg sig forbi stolpen.
Hjemmeholdet kom frem til en enkelt stor chance i kampens sidste tredjedel, men Lucas Lund kom stærkt ud og fik afværget, inden der kom en afslutning på. Dermed sluttede kampen med stillingen 2-1 til de hvidblusede VFF’ere.
Næste opgave for VFF er på fredag, hvor Brøndby venter på udebane.
Træningskamp: FC Nordsjælland – Viborg FF 1-2
0-1 Jeff Mensah (21.)
1-1 Maksim Stjopin (32.)
1-2 Lars Kramer (47.)
Holdet fra 1.-60. minut:
Mikkel Andersen – Daniel Anyembe, Lars Kramer, Lorenzo Gordinho, Christian Sørensen – Clint Leemans, Jakob Bonde, Jan Zamburek – Tobias Bech, Younes Bakiz (Christian Wagner, 40.), Jeff Mensah
Holdet fra 60.-120. minut:
Lucas Lund – Anton Gaaei, Lars Kramer (Viktor Hjorth, 90.), Lorenzo Gordinho (Mads Søndergaard, 90.), Frederik Christensen – Mads Aaquist, Jeppe Grønning, Sofus Berger – Tobias Bech (Jakob Vester, 90.), Christian Wagner, Jeff Mensah (Justin Lonwijk, 80.)