Tilfreds Friis: Vi er et godt sted
Cheftræner Lars Friis er tilfreds med lørdagens test mod FC Nordsjælland, og er også tilfreds med holdets tilstand på nuværende tidspunkt i opstarten frem mod sæsonstarten:
-Der var mange rigtig gode præstationer i dag, og mange minutter til de fleste, så det var alt i alt en god kamp. Vi vidste, at det ville blive svært, og det blev det også i nogle situationer, hvor vi blev overspillet. Man skal virkelig være på i det defensive, når man møder FCN, for det går stærkt, når det kører for dem. Samtidig synes jeg også, at vi viste flere gode momenter, hvor vi gjorde ondt på dem.
-Sideløbende med det fysiske, som er det primære i januar, så arbejder vi også med det taktiske, hvor vi gerne vil lægge yderligere et lag på vores spil. Jeg synes, vi fandt nogle gode rum, som vi har arbejdet på, og den del er jeg tilfreds med, men vi kommer først for alvor til at finpudse tingene, når vi kommer ned i varmen på træningslejren.
-Jeg synes, vi er et godt sted i forhold til planen for opstarten. Younes, Justin og Jeppe er tilbage og fik minutter i dag, og selvom corona er en udfordring med det, der medfører, så vi ikke hele tiden har alle mand til rådighed, så synes jeg, at opstarten forløber som den skal. Vi har fået de kampe, som vi gerne ville, og jeg synes generelt, at vi er, hvor vi skal være på nuværende tidspunkt, siger en tilfreds Lars Friis.