VFF har sikret sæsonens mål: Nu jagter vi 7.pladsen
Med weekendens resultater, så er det nu definitivt sikkert, at Viborg FF også i den kommende sæson spiller i landets bedste fodboldrække. Dermed er det store mål for sæsonen nu indfriet allerede fire runder før tid.
-Vi er selvfølgelig både glade og stolte over den bedrift. Vi har rækkens med afstand mindste budget, og en trup før sæsonstart uden ret mange kampe på dette niveau, så vi vidste, at det ville kræve en kæmpe præstation af os alle at opnå minimum top-10. Så nu kan vi sætte flueben ved sæsonens første og største mål, og så skal vi selvfølgelig sætte os et nyt mål, siger sportschef Jesper Fredberg og fortsætter:
-Vores mindset er, at vi altid vil opnå så meget som muligt, og i vores nuværende situation, så er det selvfølgelig 7. pladsen. Vi har selv spillet os i en gunstig position i tabellen, og nu skal vi ud for at jagte gode præstationer i de sidste fire runder. Vi forventer mere af os selv end vi har leveret i de seneste par kampe, men vi vil rigtigt gerne slutte sæsonen godt af, og vi gør alt hvad vi kan for at finde tilbage til det niveau, vi har vist størstedelen af denne sæson. Selvom vi er i mål med den store målsætning, så er vores sæson bestemt ikke slut endnu, siger sportschefen.
VFF indtager aktuelt 7. pladsen med et enkelt point ned til OB, inden de resterende fire runder. Den næste kamp for de grønblusede er hjemme på Energi Viborg Arena, hvor Vejle Boldklub kommer på besøg mandag den 9. maj.

















