Friis før SJE: Har noget stort at opnå
Viborg FF gæster Haderslev lørdag eftermiddag i Kvalifikationsspillet sidste kamp. Her har VFF-holdet med Jacob Friis i spidsen mulighed for at sikre den syvendeplads, som giver adgang til en playoff-kamp om europæisk fodbold:
-Vi ser frem mod en rigtig spændende kamp, hvor vi har noget stort at opnå. Det er meget motiverende for os at stå i den situation, og vi glæder os til en forhåbentlig underholdende fodboldkamp. Vi har den samme tilgang til kampen som altid, og vi vil gerne fortsætte de gode takter fra vores seneste kampe mod OB og AGF.
-Vi skal se om vi kan lykkes med at få Sønderjyske til at arbejde mest uden bold, og sørge for, at vi får udfordret deres defensiv så meget som muligt. Vi skal være konstruktive, når vi er i boldbesiddelse, og sørge for at sætte dem under pres.
På forhånd er det allerede sikkert, at Sønderjyske rykker ned fra 3F Superligaen, men Jacob Friis forventer ikke, at den kendsgerning får nogen betydning for kampen lørdag eftermiddag:
-Jeg køber ikke den præmis med, at man ikke har noget at spille for – det har man altid. Sønderjyske er vel allerede begyndt at gøre sig tanker om at bygge noget op til næste sæson, så jeg forventer ikke at møde et hold, der er gået på ferie. Tværtimod så forventer jeg et hold, der gerne vil slutte godt af på egen hjemmebane, så der også er noget positivt at tage med frem mod næste sæson, så vi er forberedt på, at der kommer et tændt hjemmehold, og vi skal være klar på at matche deres energi fra første fløjt, siger Friis.
Kampstart på Sydbank Park i Haderslev er lørdag kl. 17, og er du ikke at finde på udebanetribunen, så se med på TV3 Max.