Friis før AaB: Forventer en tæt kamp
Viborg FF spiller sæsonens sidste kamp, når der venter Europa Playoff-finale på udebane mod AaB søndag aften. Jacob Friis og VFF-mandskabet tager afsted med en god fornemmelse, og forventer en tæt kamp mod favoritterne fra AaB:
-Jeg forventer en rigtig spændende og underholdende kamp, hvor vi skal ud at jagte en god præstation igen. Vi har noget kæmpestort at opnå, så det kommer vi til at angribe, ligesom vi altid gør. Det bliver en kamp i en flot kulisse, og vi alle sammen sætter enormt stor pris på den opbakning, vi allerede nu kan mærke, at vi får i morgen. Det bliver en fed finale, forudser Jacob Friis og fortsætter:
-Jeg tror, det bliver en tæt kamp, og vi tager afsted med en god fornemmelse og tro på os selv. Det er en finale, vi alle glæder os vildt meget til. AaB er selvfølgelig favoritter, da det er dem, der har spillet i mesterskabsspillet, de er på hjemmebane og målt på spillerbudgetterne, så bør der være kæmpe forskel, men vi tror på, at vi kan udligne det på nogle andre parametre, så vi får en jævnbyrdig kamp mellem to gode hold.
For Jacob Friis bliver det første gang, han står på Aalborg Portland Park som træner for udeholdet, og det bliver en speciel oplevelse, erkender VFF-træneren:
-Det er selvfølgelig lidt specielt, men på en god måde. Det er første gang, jeg står overfor AaB, og det er jo en klub, jeg ikke kun lige var på et lynvisit i, men et sted, jeg har været i mange år, så det bliver noget særligt at stå der, men det fylder jo ikke noget i forberedelserne til kampen, og når der fløjtes op, så tænker man slet ikke over det. Mit fokus er alene på, at vi skal til Aalborg for at vinde kampen, slutter cheftræneren.
Kampstart i Aalborg er søndag kl. 18:30, og kampen kan også ses direkte på TV3+