Fredberg om lodtrækningen: Umiddelbart fine muligheder
Der er blevet trukket lod til 2. kvalifikationsrunde i UEFA Europa Conference League, og det står nu klart, at Viborg FF skal møde litauiske FK Suduva. Sportschef Jesper Fredberg ser frem til mødet med klubben fra Marijampole, der hidtil har vundet det nationale mesterskab tre gange:
-Jeg må indrømme, at det er begrænset kendskab, jeg har til litauisk fodbold, men umiddelbart vil jeg vurdere, at det er en okay lodtrækning for os. Dels på grund af afstanden, hvor der er relativt kort rejsetid, men selvfølgelig også niveauet og muligheden for at gå videre.
-Alle hold, der er med i bowlen har jo gjort sig fortjent til at være en del af selskabet, men over to kampe tror jeg umiddelbart på, at vi har fine muligheder, hvis vi kan lykkes med at sætte to toppræstationer sammen, siger Fredberg og fortsætter:
-Det er dejligt, at vi nu kender modstanderen, men nu bruger vi ikke så meget mere energi på det. Vi skal først have en god opstart, og så venter AaB i superligapremieren, og når den kamp er overstået, så ser vi frem til den europæiske opgave, afslutter sportschefen.