Bonde: Nu vil vi gerne i gang
Sæsonpremieren i 3F Superligaen nærmer sig, når bolden ruller på søndag på Energi Viborg Arena, og Jakob Bonde og resten af truppen glæder sig til at tage hul på en ny sæson i landets bedste række:
-Vi har en god fornemmelse, og vi glæder os alle sammen rigtig meget til at komme i gang. En premiere er jo altid spændende, og man kan godt mærke på folk nu, at nu vil vi gerne i gang. Forhåbentlig kommer der mange mennesker på stadion, og så håber vi på at kunne give dem en god oplevelse.
-Jeg synes, at opstarten har været god. Alle har været i spil og fået masser af minutter i de to forlængede kampe, så det har været fint. For os handler det om at få finjusteret nogle ting, men i det store billede, så skal vi fortsætte de takter fra sidste sæson, som jo fungerede godt for os. Vi har fået nogle nye dygtige spillere ind, så der er kommet større konkurrence om pladserne, og det er jo kun godt, siger Jakob Bonde.
Det går løs søndag kl. 14, hvor AaB kommer på besøg, og Bonde forventer endnu et tæt opgør mod det nordjyske mandskab:
-En premiere er altid noget særligt, og vi glæder os selvfølgelig til at møde AaB. Det er gået okay mod dem de seneste par gange, og det plejer at være meget tæt, når vi møder dem. Det tror jeg også, at det bliver på søndag. Nu har Lars Friis deroppe haft lidt bedre tid til at implementere sine ting, så vi må se, hvor meget forandrede de er i forhold til sidste sæson, men vi glæder os i hvert fald til at komme i gang med sæsonen, lyder det fra Bonde.