Friis før OB: Vi ved hvad det kræver
Jacob Friis ser frem mod dagens kamp, hvor OB gæster Energi Viborg Arena. Her skal VFF levere en bedre præstation end det sidste indtryk i seneste runde mod Lyngby:
-Vi er selvfølgelig ikke tilfredse med en del af den kamp, men det er heller ikke sådan, at vi så begynder at ændre i en masse ting i forhold til vores træningsmetodik, tilgang eller optakten til OB. Vi er opmærksomme på, hvad vi skal gøre bedre og vi ved, at vi kan levere på et højere niveau, så det skal vi ud at vise søndag eftermiddag. Vi ved, hvad det kræver og er bevidste om, at alle mand skal levere på et rigtig højt niveau for at få tre point i Superligaen.
De to klubber har mødtes en gang tidligere i sæsonen, hvor VFF vandt med 2-1 i Odense efter en tæt affære, og Friis forventer endnu en tæt kamp. Det er alle kampe i 3F Superligaen, mener cheftræneren.
-Jeg forventer ikke andet end tætte kampe i Superligaen. Alle kampe, vi har spillet, har på et eller andet niveau været tætte, og der er ofte spænding om resultatet helt hen til slutfløjt. Der er sjældent storsejre i denne række, og min oplevelse er, at alle hold har perioder i alle kampe, hvor man har momentum. Så det gør jo, at det ofte bliver tæt og det gør det også mod OB.
-Vi skal have lagt et tryk på dem, som vi lykkedes godt med i anden halvleg i den første kamp. Der fik vi både skabt en masse situationer omkring deres felt, og samtidig havde vi rimelig styr på deres omstillinger, som er en af deres største styrker, afslutter Friis.
Kampstart på Energi Viborg Arena er klokken 14 og kampen kan også ses direkte på Canal 9.