Friis før pokalkampen mod Ishøj: Tempoet bliver afgørende
Viborg FF spiller pokalkamp på udebane mod Ishøj IF fra 3. Division onsdag eftermiddag, og cheftræner Jacob Friis ser frem til opgaven, hvor han forudser, at kampens tempo bliver afgørende:
-Når et højere rangerende hold møder et lavere, så er det åbenlyst, at der kan være forskel rent tempomæssigt. Så for os bliver det helt afgørende at holde et højt tempo så længe som muligt, og kan vi gøre det godt, så tror vi på, at der vil være en forskel, der er til vores fordel. Og så er der selvfølgelig det rent taktiske uden bold, hvordan vi presser og hvordan vi står på banen – den del skal vi gøre ligeså godt mod Ishøj som vi skal i Superligaen.
-Der venter os en spændende kamp, der for dem vel er den største i år, så vi glæder os, og det er selvfølgelig klart, at vores succeskriterie er, at vi skal videre i turneringen, siger Friis og fortsætter:
-Vi har forberedt os godt på dem og set nogle af deres seneste kampe, så vi ved, hvordan de normalt gerne vil spille, men selvfølgelig også med et forbehold om, at de måske vil gribe nogle ting lidt anderledes an, når de møder os. Det må vi se i morgen, og det gør også, at vi skal stå på tæer rent taktisk.
-Det er et hold, der har vundet nogle rigtig store sejre i denne sæson og rent spillemæssigt er det et godt spillende hold, der faktisk spiller en god gang, offensiv fodbold. De har spillere i truppen, der tidligere i karrieren har været i større klubber, så det er et hold med flere talentfulde spillere, afslutter Jacob Friis.
Kampstart ved Ishøj Idrætscenter er onsdag kl. 15:15, og du kan købe billet til kampen her.