Jonas Thorsen skifter til Sønderjyske
Jonas Thorsen takker af i Viborg FF og fortsætter karrieren hos Sønderjyske i NordicBet Ligaen.
-Vi har været glade for at have Jonas tilbage i klubben, men har valgt at imødekomme hans ønske om at stoppe samarbejdet nu, da han har fået en ny mulighed, hvor vejen til spilletid er kortere. Vi har ikke kunnet love ham en større rolle i foråret, så derfor vil vi ikke stå i vejen for hans ønske. Samtidig har vi nogle unge spillere på vej frem, så vi føler os fint dækket ind på de defensive positioner.
-Jonas er en fantastisk person, som altid er velkommen her og vi ønsker ham og familien alt det bedste i fremtiden, siger direktør Morten Jensen.
Thorsen kom første gang til Viborg FF i 2009 og vendte tilbage i sommeren 2022. I alt nåede han 213 kampe i den grønne trøje:
-Først og fremmest har det været fantastisk for mig at komme tilbage til Viborg og mærke den store opbakning, der er omkring klubben. Jeg har følt mig hjemme, så det var helt klart det rigtige for mig at vende tilbage i sommer, og jeg har fået nogle fede oplevelser her, som jeg aldrig vil glemme.
-Nu er situationen den, at jeg selvfølgelig gerne vil spille noget mere, så jeg er glad for, at klubben har accepteret mit ønske om at hjælpe mig videre. Jeg er meget motiveret for at spille fodbold, og føler, at jeg har flere gode år i mig, så derfor siger jeg farvel til Viborg nu, selvom det ikke har været en nem beslutning, afslutter Thorsen.