VFF tabte tæt kamp i Parken
VFF gæstede søndag eftermiddag hovedstaden, hvor FC København ventede i nationalarenaen. Fra start havde opgøret karakter af en åben slagudveksling. De to mandskaber skiftedes til at angribe, og selvom FCK forsøgte at trykke VFF´erne helt tilbage i eget felt, lykkedes de grønklædte i relativ høj grad med at spille sig ud af københavnernes pres.
En håndfuld gange kom VFF´erne til afslutninger, men efter 12 minutter var det FCK, der slog til. Hakon Haraldsson opfangede en flad aflevering fra Lucas Lund, og fra kanten af feltet lagde islændingen bolden i nettet til 1-0.
Efter scoringen fortsatte spillet med at bølge. FCK var mest på kuglen, men uden større chancer til følge, og i det 21. minut var en udligning uhyre tæt på. Gaaei sendte et indkast i feltet, og via et FCK-hoved endte det for foden af Clint Leemans, der tordnede bolden mod mål. Desværre for de mange medrejsende viborgensere stod overliggeren i vejen.
Op til pausen fastholdt kampen sin urolige karakter. Der var optræk til chancer i begge ender, men de sidste marginaler manglede hos både ude- og hjemmehold.
VFF´erne kom godt ud til anden halvleg. FCK´erne havde svært ved at bryde igennem et velorganiseret Viborg-mandskab, og specielt Elias Achouri voldte hjemmeholdets defensiv problemer. 10 minutter inde i halvlegen tilkæmpede tuneseren sig et frispark på kanten af feltet. Det tog Leemans sig af, og kun det yderste af Kamil Grabaras fingre hindrede hollænderen i at udligne.
Mohammed Daramy havde gennem kampen givet flere prøver på sine kvaliteter, og i det 66. minut var Daramy på spil igen. Han brød igennem i højresiden, og sendte et indlæg i feltet. Her snittede Daniel Anyembe bolden med hovedet, og det var lige præcis nok til, at kuglen sejlede i nettet ved fjerneste stolpe.
2-0-føringen varede kun kort. 4 minutter senere drev Nils Mortimer bolden frem. FCK-forsvaret bakkede, og det udnyttede spanieren til fulde. Med en flad afslutning fra kanten af feltet udplacerede han Kamil Grabara og bragte VFF på 2-1
I slutminutterne fik VFF presset hjemmeholdet helt tilbage i eget flet, men bortset fra et par halve chancer, kom midtjyderne ikke for alvor tæt på en scoring, så efter 93 minutter var et snævert nederlag en realitet
FC København - Viborg FF 2-1
1-0 Hakon Haraldsson (12.)
2-0 Mohammed Daramy (66.)
2-1 Nils Mortimer (70.)
Startopstilling
Lucas Lund-Anton Gaaei, Daniel Anymebe, Zan Zaletel, Oliver Bundgaard-Jakob Bonde, Mads Søndergaard, Clint Leemans-Ibrahim Said, Renato Jr., Elias Achouri
Indskiftninger
Magnus Westergaard for Mads Søndergaard (39.)
Nils Mortimer for Ibrahim Said (61.)
Paulinho for Renato Jr. (61.)
Jakob Vester for Jakob Bonde (93.)
Kort
Gult: Clint Leemans, Elias Achouri, Jakob Bonde