Tilfreds Friis efter sejren i Brøndby: En solid præstation
Jacob Friis er naturligvis glad for søndagens sejr på Brøndby Stadion, og cheftræneren er især tilfreds med, at der blev leveret en solid præstation hele kampen igennem:
-Vi er meget tilfredse med sejren. At tage til Brøndby Stadion og vinde 3-0 er ikke noget, man bare lige gør. Det kræver en solid præstation, og det synes jeg, at vi leverede i dag. Der var perioder af kampen, hvor vi måtte lide, men det vidste vi, og sådan vil det være i mange af de topkampe, der kommer. Der handler det om at holde strukturen og komme ud af de svære perioder og det lykkedes vi godt med.
-Alt var ikke perfekt, men vi havde et stabilt og solidt udtryk igennem hele kampen. Vi havde god struktur i defensiven og en målmandspræstation i top, og så var vi stærke på omstillinger, selvom jeg faktisk synes, at vi godt kunne have gjort den del endnu bedre - og sidst men ikke mindst, så var vi effektive på vores offensive standardsituationer, så samlet set er vi selvfølgelig ganske tilfredse, siger cheftræneren.
Næste opgave for VFF er på torsdag, hvor AaB kommer på besøg på Energi Viborg Arena i pokalturneringen.