Westergaard før AaB: Tager en god følelse med
Magnus Westergaard fik scoret sit første VFF-mål, da han headede bolden i nettet i udebanesejren over Brøndby i weekenden, og den gode følelse håber han og holdet at bringe med, når AaB kommer på besøg i pokalkvartfinalen torsdag eftermiddag. Her skal VFF forsøge at vende 0-2 fra den første kvartinale i Aalborg:
-Det var en fantastisk følelse at score mit første mål for klubben, så det var et særligt øjeblik for mig. Jeg synes, at jeg har haft en fin start, hvor jeg hele tiden lærer og kommer bedre med i tingene, og så giver det selvfølgelig et ekstra boost, når man kan gøre en forskel med en scoring, siger Westergaard og fortsætter om torsdagens pokalopgør:
-Vi kunne godt have tænkt os et bedre udgangspunkt, men det er som det er, og vi har stadig en stor tro på, at vi kan vende det. Vi havde alle en rigtig god følelse i weekenden og den skal vi tage med ind til næste kamp, og så kan alt ske. Vi skal angribe kampen, og jeg tror selvfølgelig på, at vi har kvaliteterne til at vinde kampen og gå videre, lyder det fra midtbanespilleren.
Viborg FF og AaB tørner sammen på Energi Viborg Arena torsdag klokken 15. Du finder din billet til kampen her.