Skuffet Friis efter 1-2: For passive i starten af kampen
Reaktion fra cheftræner Jacob Friis efter nederlaget på 1-2 hjemme mod F.C. København:
-Vi er selvfølgelig skuffede. Det kunne man se på allesammen efter kampen. Det var ikke det, vi håbede på, for vi spiller selvfølgelig for at vinde og præstere godt i alle kampe, men vi lykkedes desværre ikke helt med alt det, vi ville i dag.
-FCK havde overhånden i begyndelsen af kampen, og det er den del, jeg er mest utilfreds med, for der var vi for passive. Vi var ikke dygtige nok til at få dem lukket ordentligt ned i den periode, så de kom til lidt for meget omkring vores felt.
-Anden halvleg er vi selvfølgelig mere tilfredse med, og der fik vi skabt et godt kampbillede. Vi kom frem til mange gode situationer, men den berømte kynisme og skarphed manglede vi altså. Nu må vi jagte det optimale i sidste runde på søndag.