Tilfreds Friis efter 2-1 i Odense: En solid præstation
Jacob Friis og VFF-mandskabet hentede sæsonens første sejr, da det blev 2-1 på udebane mod OB, og efter kampen er cheftræneren selvfølgelig glad for resultatet og også for præstationen:
-Det luner selvfølgelig med de tre point, og det er dejligt at få vinget sæsonens første sejr af. Jeg synes, vi leverede en solid præstation og burde vel også have scoret flere mål i første halvleg, hvor vi følte, at vi var i rigtig god kontrol og skabte et pænt antal chancer.
-Et kritikpunkt må være, at vi gav for store chancer væk, og flere af dem var lidt selvforskyldte, så der er noget der, vi kunne have gjort bedre, men alt i alt er vi godt tilfredse med det, vi leverede. Der er stadig plads til forbedring på flere områder, men i aften var et vigtigt skridt på vejen, og det var selvfølgelig dejligt med de tre point, siger cheftræneren.
Friis gav debut til Serginho og Nigel Thomas, og sidstnævnte blev matchvinder, ligesom en anden af sommerens nyerhvervelser Anosike Ementa også kom på måltavlen, og det skaber naturligvis også glæde hos Friis:
-Det er selvfølgelig vigtigt, at et nyt samarbejde starter godt, så jeg er glad for de to debutanter. Jeg er også glad for, at Ementa fik åbnet målkontoen, jeg er glad for at have Zaletel tilbage og jeg er rigtig glad for, at vi fik brugt noget bredde i truppen, hvor indskifterne virkelig kom ind og gjorde en forskel. Så der er flere ting at være glad for i aften, afslutter Friis.