Friis om Gaaei-salget: Stor ros til hele klubben
Anton Gaaei skiftede officielt torsdag aften til hollandske AFC Ajax i en rekordstor transfer for VFF, og for cheftræner Jacob Friis, der har en lang fortid som talentudvikler, er det en handel, der skaber glæde:
-Det er jo topmålet af, hvad man gerne vil opnå, når man arbejder med talentudvikling. Når man kan sælge en af de lokale drenge for et stort beløb til Ajax, så er det jo indiskutabelt et meget flot stykke arbejde af talentsektoren, så en kæmpe ros til alle her i klubben, der har haft Anton unger vingerne i løbet af årene.
-Der kan være mange skridt opad fra Superligaen, og skridtet til Ajax er et ganske stort og flot skridt. Ajax er et talentudviklingsmiljø på øverste hylde, og de har set et stort lys i Anton og set, at der er endnu mere potentiale i ham, så det er noget, vi kan være stolte af.
20-årige Gaaei fik sin VFF-debut i efteråret 2021 under Lars Friis, men hovedparten af Gaaeis tid som førsteholdsspiller i klubben har været under Jacob Friis, der har oplevet en imponerende udvikling hos den unge back:
-Hans udvikling har jo været stødt opadgående i al den tid, jeg har kendt ham. Han har holdt sig stort set skadesfri, han har spillet mange minutter, han har haft et stabilt højt bundniveau og løbende lagt små lag på, så det hele er jo gået op i en højere enhed i forhold til at lave sådan en kometkarriere.
-Man kan i talentudviklingsmiljøer hjælpe og støtte de unge spillere noget af vejen, men spillerne skal også selv tage nogle skridt på nogle afgørende områder og tidspunkter, og der må vi bare sige, at Anton har bestået prøven og haft kvaliteten uden ret meget slinger i valsen. Det har været meget imponerende.
Selvom cheftræneren mister en dygtig spiller, der havde en fast plads i startopstillingen, så lader Friis sig ikke bekymre over den del:
-Som cheftræner har man da lyst til at holde på alle gode spillere, men det er en del af forretningen, og jeg kommer aldrig til at pive over det. Anton er absolut en meget positiv historie for os. Nu er der andre, der skal slå til og køres i stilling og det er jo en træners opgave, siger Jacob Friis.