Friis om VB: Et meget afklaret hold
Viborg FF får besøg af Vejle Boldklub mandag aften på Energi Viborg Arena, og Jacob Friis forventer en tæt kamp mod oprykkerne, som cheftræneren kalder et meget afklaret hold, der vil gøre det svært for alle modstandere:
-Det er et meget afklaret hold, som er godt organiseret og som gerne vil udfordre modstanderen på spillet på bolden. Det er et hold, der gør det svært for modstanderen i mange dele af spillet, så vi forventer, at der kommer perioder af kampen, hvor vi får det svært, og det skal vi være dygtige til at håndtere.
-Vi lader os ikke narre af resultaterne og at de ikke har fået point endnu, for vi ved, at det er et konkurrencedygtigt hold. De har leveret fine præstationer og spillet fire tætte kampe, og har vist, at de er svære at spille imod. Mon ikke det også bliver tæt i morgen aften, siger cheftræneren og fortsætter:
-Vi gjorde mange ting rigtigt sidst, men manglede skarpheden og den skal vi selvfølgelig have fundet frem. Når vi gør vores ting på den måde, vi gerne vil, så ved vi, at vi kommer til at skabe chancer, og det håber vi selvfølgelig på, at vi kan lykkes med mod Vejle i morgen, siger Friis.
Kampstart på Energi Viborg Arena er mandag kl. 19, og kampen kan ses direkte på TV3 Sport og Viaplay.