2-1-testsejr over Skive IK
VFF pudsede formen mod Skive IK mandag formiddag for flere af de spillere, der ikke fik så mange minutter i weekendens 3F Superliga-kamp, mens der også var spilletid til en række spillere fra U19-holdet.
Trods stort spilovertag, så var det gæsterne, der førte ved pausen, da den tidligere VFF’er Oliver Dorph sparkede SIK i front efter lidt klumpspil i forbindelse med en dødboldssituation. Udover Dorph var også Martin Huldahl og Magnus Kjellerup en del af SIK-startopstillingen, mens Jacob Dehn og Stephen Lowe stod på sidelinjen.
I anden halvleg fortsatte VFF med spilovertaget, og her lykkedes det også at få mere effektivitet på sidste tredjedel, selvom det aldrig blev en kamp, hvor der blev sprudlet. Serginho var involveret i mange offensive sekvenser, men ofte uden, at det blev gjort færdigt. Kort inde i anden halvleg scorede han så i en situation, hvor det lignede et straffespark til Malik Abubakari, men dommeren lod spillet fortsætte og så sparkede Serginho kuglen i nettet.
Det blev også 2-1 midt i anden halvleg ved unge Carl Christensen, der selv drev bolden frem i midten af banen og resolut hamrede bolden flot i nettet. Det var tættere på en udbygning af føringen end det var på en udligning, da Lasse Schulz i VFF-målet ikke rigtigt blev sat på prøve, men i den modsatte ende manglede der også en smule for at få scoret yderligere. Renato Juinor og Frederik Lossin kom frem til de største muligheder, men uden den nødvendige kvalitet i de afgørende situationer.
I slutningen af kampen blev Renato Junior udvist efter to mindre heldige aktioner, hvor han først fik gult for brok og senere endnu et gult kort for at stå i vejen for SIK-målmandens udspark.
Træningskamp: Viborg FF – Skive IK 2-1
0-1 Oliver Dorph (17.)
1-1 Serginho (49.)
2-1 Carl Christensen (69.)
Startopstillingen og indskiftninger
Kasper Kiilerich (45. Lasse Schulz) – Jakob Vester, Nicolas Bürgy, Lukas Emil Kirkegaard (45. Viktor Hjorth), Martin Agnarsson – Jeppe Grønning, Magnus Westergaard (45. Frederik Lossin), Renato Junior – Nigel Thomas (21. Mikkel Løndal (77. Frederik Damkjer), Malik Aboubakari (65. Carl Christensen), Serginho