Poulsen: Skal spille hurtigere og med mere mod
Mandag 2. pinsedag drager Viborg FF til Sjælland, hvor der skal jagtes tre point på udebane mod Lyngby Boldklub. Cheftræner Jakob Poulsen forventer et Lyngby-mandskab, der kommer blæsende fra start:
- De kommer nok blæsende fra start af, kunne jeg forestille mig. De vil nok forsøge at få et tidligt mål og se, om de kan ryste os lidt på den måde. Og som kampen skrider frem, stiller de sig måske lidt mere tilbage og lukrerer lidt mere på omstillinger og dødbolde, og så skal vi være dygtige til at få mere og mere momentum på bolden.
Det kneb med at skabe de store chancer i Randers i onsdags, og for at det ikke skal gentage sig på mandag, vil cheftræneren have sit mandskab til at spille med større mod og tempo:
- Vi skal have lidt mere mod i vores spil, og så skal vi spille hurtigere. Det handler om ikke at stå og have for mange berøringer på bolden, særligt i den tidlige del af opbygningsspillet. Vi skal have bolden mere ud at trille og dem ud at løbe, forklarer Jakob Poulsen.
Kampstart på Lyngby Stadion er mandag klokken 14:00, og kampen kan ses direkte på Canal 9 og Discovery+.