Poulsen: Er meget tilfreds med vores opstart
Viborg FF sejrede i dag med 4-1 mod AaB i den sidste træningskamp i opstarten, og cheftræner Jakob Poulsen var tilfreds med indsatsen:
- Jeg synes, det var en rigtig god kamp fra vores side. Vi skulle lige se dem lidt an og forholde os til, at de var meget aggressive og løb meget fremad, men det synes jeg, vi vænner os til i løbet af første halvleg, og så får vi sat rigtig meget godt sammen derfra.
- Når vi først får spillet os ud af deres pres, så var der god plads, og så får vi scoret nogle fine mål. Jeg synes, vi generelt har rigtig fint styr på det, og at mange af faserne af spillet fungerede rigtig godt. På bolden var vi dygtige, og vi gjorde det godt defensivt, så det var en rigtig god indsats, siger cheftræner Jakob Poulsen.
Cheftræneren er generelt godt tilfreds med hele opstarten:
- Jeg synes, vi står godt inden sæsonstart. Jeg synes, vi har spillet nogle gode kampe i opstarten, og jeg synes faktisk, vi har været det bedste hold i alle kampene, også i den kamp, vi tabte. Så det ser rigtig, rigtig godt ud, synes jeg. Jeg er glad for det, jeg har set, og jeg er glad for, at rigtig mange af spillerne byder sig til og har præsteret på et godt niveau.
- Vi har forbedret os hele vejen igennem opstarten og er blevet bedre til de forskellige ting. Jeg er meget tilfreds med vores preseason, så nu glæder jeg mig bare til, at vi skal i gang i næste uge.
Viborg FF indleder den nye sæson i 3F Superligaen på hjemmebane mod Brøndby IF søndag den 21. juli.