Poulsen før FCK: Vi kommer under pres – men vi tror på os selv
Sæsonen er indtil videre ikke startet som håbet, og cheftræner Jakob Poulsen erkender også, at der har været for mange kostbare fejl, men hæfter sig samtidig ved, at der også har været gode elementer i præstationerne:
-Det var selvfølgelig en enorm skuffelse, at vi ikke fik noget med fra AaB-kampen, for der var – trods alt – mange gode ting i præstationen. Der er stadig ting, vi skal forbedre, men præstationsmæssigt var det langt henad vejen helt fint, når vi har evalueret på kampen efterfølgende. Vi skabte mange offensive situationer selv og tillod ikke mange afslutninger imod, men resultatet blev ikke til vores fordel.
-Vi kigger som altid på vores præstationer, og vi arbejder videre på samme måde frem mod de næste kampe. Der har været nogle fejl, som har kostet dyrt, hvilket vi selvfølgelig skal forholde os til, men der har også været gode ting, og det skal vi huske på. Vi kan ikke ændre alting fordi vi har lidt modgang, men vi må arbejde hårdt og dygtiggøre os endnu mere.
Søndag venter en svær kamp i ude mod F.C. København, som pt. fører 3F Superligaen. Fælles for de to hold er en stærk offensiv, da det er to af rækkens mest scorende hold, der mødes i Parken. Cheftræneren forventer en hård opgave, men tror på, at holdet kan hive et godt resultat med hjem:
-Det er selvfølgelig en svær kamp, ingen tvivl om det. Men det er stadig en kamp, vi tror på, at vi kan vinde. Det handler om, at vi tror på os selv, og samtidig er forberedt på, at vi kommer under pres i perioder. Det gør alle, når de møder FCK, og det skal vi være dygtige nok til at stå imod. Samtidig er det vigtigt, at vi spiller vores eget spil, så det ikke kun bliver en forsvarskamp for os. Vi skal være modige og turde at gøre det, vi er gode til, afslutter han.
Der er kampstart i Parken er søndag kl. 16 og kan ses direkte på TV2 Sport X.