Poulsen: Vi var solide – og vi er lidt ærgerlige
Cheftræner Jakob Poulsens reaktion efter 1-1 mod F.C. København i Parken, hvor han så sit hold levere en god præstation:
-Jeg synes, der blev leveret en rigtig god præstation, hvor vi så solide ud gennem hele kampen. Jeg synes, vi var rolige og gode på bolden, og stod godt imod i de perioder, hvor FCK pressede os. Vi kom til at forsvare en del efter udligningen, men jeg synes, at vi løste det godt – og vi havde også så gode omstillingsmuligheder, at vi kunne have fået mere med herfra.
-Jeg står faktisk og er en smule ærgerlig over, at det kun blev til et enkelt point, men det kan man også sige, er et godt tegn i forhold til vores præstation i dag, siger han og fortsætter om sæsonstarten:
-Fodboldverdenen er tit sort/hvid, og vi har selvfølgelig ikke været tilfredse med resultaterne hidtil i sæsonen, men vi skal huske på, at alting ikke har været dårligt, og det er klart, at et point og en god præstation i Parken giver noget selvtillid. Det skal vi tage med videre og så skal der leveres en ny god præstation i næste runde, siger cheftræneren.