Mandagskamp mod Lyngby BK venter på Energi Viborg Arena
Efter søndagens remis i Parken rettes der nu fokus på næste opgave, som er en hjemmekamp mod Lyngby Boldklub. Opgøret spilles mandag aften den 26. august med kampstart klokken 19:00, og billetter til kampen kan købes via billetter.vff.dk.
De kongeblå var senest på besøg i april, hvor de blev sendt retur til Sjælland uden point. Jakob Poulsens tropper vandt dengang med 2-1, hvor Anosike Ementa og Magnus Westergaard stod for VFF’s scoringer.
Nu venter der så et nyt opgør mod Lyngby Boldklub, der ligesom VFF har to point efter de første fem kampe i sæsonen.
Folkeskolefamilier inviteres gratis på stadion
I samarbejde med Viborg Kommune er familier med børn på en af kommunens folkeskoler inviteret gratis ind til kampen. Der er afsat ca. 700 pladser på Nordtribunen til folkeskolefamilier, og de begrænsede antal gratis pladser uddeles efter først-til-mølle-princippet.
For at booke en af de gratis pladser skal man som forældre til et barn på en af kommunens folkeskoler følge de instruktioner, som er sendt rundt i en besked via Aula.
Opdateret: De 700 gratis pladser på Nordtribunen er alle booket. Der kan fortsat købes billetter til alm. billetpris via billetter.vff.dk
Tag aftensmaden på stadion
Tre timer før kampstart åbner fanzonen med god stemning og sjove aktiviteter. Her er der også mulighed for at købe sin aftensmad i form af pølser og brød samt drikkevarer. Er du mere til flæskestegssandwich, pulled chicken burger eller nachos med kylling, så skal du besøge snackboden under Folkebladstribunen, hvortil der er åbent fra klokken 17:45.
Se udvalget af mad og drikke på Energi Viborg Arena her.