Bürgy på tavlen: Mest glad for clean sheet
Nicolas Bürgy blev matchvinder med kampens eneste scoring i 1-0-sejren over Lyngby, og selvom han er glad for sin egen scoring, så betyder det mere for forsvarsspilleren, at holdet for første gang i sæsonen holdt clean sheet:
-I forhold til at få scoret og få den første sejr, så var det jo en dejlig aften. Vi er glade for at hente tre point, men det var bestemt ikke vores bedste kamp. Men lige nu vil jeg hellere vinde grimt med den rette mentalitet på holdet fremfor at spille godt og så tabe ved at lukke dumme mål ind. Vi skal selvfølgelig have analyseret vores præstation, for der er plads til forbedring hele vejen rundt. Vi traf nogle meget dårlige beslutninger, som vi ikke burde lave, men alle kæmpede for at få sejren hjem, og det kan vi trods alt være tilfredse med.
-Jeg er meget glad for, at vi endelig lykkedes med at holde nullet. Det var dejligt selv at få scoret, men i dag må jeg sige, at jeg er mest glad for et clean sheet. Det er altid vigtigt for os at få et clean sheet på kontoen, og vi kunne måske have fået det allerede i sidste uge, men sådan gik det ikke. Heldigvis kom det i dag, og jeg må også rose Oscar for hans præstation, lyder det fra Bürgy.