Bürgy før SJF: Skal vise, at vi er på rette vej
For første gang siden 2022 skal Viborg FF igen søndag en tur til Haderslev, hvor Sønderjyske Fodbold venter, og en af de spillere, som også var med senest, Nicolas Bürgy, har gode minder derfra:
-Jeg mener at have gode minder mod Sønderjyske. Hvis jeg ikke tager helt fejl, så var min seneste kamp der, da vi spillede for at sikre 7. pladsen og vi vandt med 2-0. Jeg scorede i kampen, så det må da gerne gentage sig, siger han.
Søndag bliver det en helt ny opgave, og den schweiziske forsvarsspiller forventer en hård kamp mod et godt spillende SJF-mandskab:
-Jeg synes, at Sønderjyske spiller god fodbold. Det virker til at være et godt kollektiv, der har nogle teknisk dygtige spillere, så det bliver sikkert en hård kamp. Man må aldrig undervurdere oprykkere i denne række, og alle kampe i Superligaen er svære, så det kommer til at kræve en god præstation af os at få noget med derfra, siger han og fortsætter:
-Vi skal forsøge at kontrollere kampen og samtidig være dygtige til at sætte presset rigtigt ind. Sønderjyske vil gerne spille og er gode på bolden, så vi skal også være aggressive i duellerne, så de ikke får for meget plads.
-Vi har noget at bygge videre på fra de sidste par kampe, så vi skal vise, at vi er på rette vej. Det var godt for os at få den første sejr og det første clean sheet, men vi har stadig mange ting at forbedre. Vi skal vise større kvalitet i præstationen, men selvom vi ikke lykkedes med alt senest mod Lyngby, så var vi stadig et hold, hvor alle kæmpede for de tre point, og det får vi brug for igen søndag, siger han.
Kampstart mod Sønderjyske Fodbold er søndag klokken 14, og kampen kan ses direkte på TV2 Sport.