Poulsen efter 2-2: Spillede med håndbremsen trukket
Det blev 2-2 mod Sønderjyske Fodbold efter en kamp, hvor VFF leverede to meget forskellige halvlege. Hjemmeholdet førte 2-0 ved pausen, men i kampens anden halvdel blev der rettet op. Trods en god anden halvleg, så er cheftræner Jakob Poulsen ikke tilfreds med udbyttet af kampen:
-Det er en lidt blandet fornemmelse, men jeg vil sige, at vi mest er skuffede. Vi skulle have haft mere med herfra, og det er vores egen skyld, at det kun blev til ét point. Vi spillede med håndbremsen trukket i første halvleg og kom slet ikke med nok passion, vildskab og intensitet i duellerne, og det bliver et fokuspunkt, vi skal have evalueret på, for det er ikke godt nok.
-Vi fik det rettet til i pausen og anden halvleg var som vi gerne vil spille, selvom vi da også gerne ville have scoret et mål mere. Det havde vi chancerne til, men vi må tage til takke med 2-2 i dag. Vi kan godt være tilfredse med vores anden halvleg, hvor vi fik dem presset i bund og skabte nok med chancer til at vinde kampen, men generelt er vi igen for ustabile i vores præstation. Vi skal blive dygtigere til at få sat noget sammen gennem 90 minutter, siger han.
Næste opgave for Jakob Poulsens mandskab er på onsdag i Oddset Pokalen, hvor turen går til Horsens.