Dribleren Isak på fornem liste: Et skulderklap
Isak Jensen figurerer i øjeblikket på en liste over de bedste unge driblere i de europæiske topligaer. Blandt alle spillere under 21 år er Isak Jensen den spiller med næstflest vellykkede driblinger i denne sæson, og VFF’eren er kun overgået af FC Barcelonas Lamine Yamal.
-Der er da nogle store navne på den liste, så jeg ser det på en måde som et skulderklap, at mit navn også står der, men jeg kigger ikke særlig meget selv på den slags.
-Driblinger er en del af mig og mit spil, og det er noget, jeg hele tiden arbejder på at blive endnu bedre til, så det er da også en stor del af mit spil. Det er noget af det, jeg er god til og det er også med noget af det, jeg skal bidrage til holdet. Så det er selvfølgelig noget, jeg selv har fokus på, siger han.
Isak Jensen og VFF-holdet står søndag overfor flere andre skarpe driblere, når FCM gæster Energi Viborg Arena. En særlig kamp, hvor der er meget på spil, siger Jensen:
-Vi ved godt, at det handler om mere end tre point, men omvendt så er det også vigtigt, at man ikke overtænker det for meget. Vi skal have fokus på opgaven og holde os til det, vi har aftalt, og så er det jo bare fedt, når der er ekstra tænding på. Vi glæder os i hvert fald, afslutter han.
Kampstart søndag mod FCM er klokken 16 på Energi Viborg Arena.
— 3F Superliga (@Superligaen) November 5, 2024