Første test lørdag: Alle får muligheden
Opstarten frem mod forårssæsonen er godt i gang, og lørdag middag spiller Viborg FF årets første træningskamp, når AaB kommer på besøg. Her vil cheftræner Jakob Poulsen benytte muligheden for at se alle kampklare spillere i aktion efter en uge med tung belastning på den fysiske del af træningen:
-Her i den første uge har vi gået meget dybt rent fysisk, så alle er blevet kørt godt igennem, og ellers har det primære fokus været defensiven. Jeg forventer stadig, at vi kan vise os godt frem offensivt, men fokus har været på andre områder her i den første tid.
-Alle får muligheden for at vise sig frem. Der bliver ca. 45 minutter til alle, og de fleste kommer til at spille på deres favoritposition. Sådan bliver det her i de første to træningskampe.
Jakob Poulsen og holdet har en måneds tid før sæsonen sparkes i gang igen, og udover tre træningskampe i Danmark venter også en træningslejr under varmere himmelstrøg i Alicante i begyndelsen af februar. Målet med hele opstarten er, at holdet skal blive endnu mere tydelige i spillestilen samt fokus på at forbedre defensiven, fortæller cheftræneren:
-Vi skal udvikle os. Det er det overordnede fokus. Vi ved også, at vi lukkede for mange mål ind i efteråret, så defensiven er selvfølgelig også noget, vi har fokus på her i de første uger af opstarten.
-Generelt var vores efterår for svingende i præstationerne, så vi skal have fundet den helt rette balance mellem både at være meget stabile i defensiven og samtidig også ligne det offensive Viborg-hold, vi gerne vil stå for at være. Vi skal være modige, vi skal spille offensivt og være underholde og attraktive at se på. Vi skal være mere tydelige i vores VFF-stil. Det er vores store ambition for opstarten, siger han.
Der er kampstart mod AaB på kunstgræsbanen på Rughavevej lørdag kl. 12:00, hvor der er fri adgang langs sidelinjen tættest på Vestervang.