Poulsen efter 4-1: En hård skæbne
Reaktion fra Jakob Poulsen efter fredagens nederlag på Brøndby Stadion:
-Det var ikke det, vi havde drømt om, og resultatet 4-1 gør selvfølgelig ondt. Vi må erkende, at i de afgørende sekvenser i kampen, der var vi ikke dygtige nok. Brøndby var bedre end os i felterne, og det er der, fodboldkampe bliver afgjort. Når vi giver to straffespark og et selvmål væk, så kan man ikke forvente at få noget med fra Brøndby Stadion.
-Vi skal selvfølgelig have evalueret på kampen, men jeg synes trods alt, at der også var positive ting at tage med. Jeg synes blandt andet, at vores presspil fungerede godt, og vi lykkedes med at erobre mange bolde højt i banen, så Brøndby fik det svært i perioder især i første halvleg. Langt henad vejen var det en lige kamp, men på det individuelle niveau havde Brøndby mere at komme med end os.
-Det er selvfølgelig en dårlig følelse lige nu, og jeg synes, det er en hård skæbne for drengene at tabe med 4-1 i en kamp, hvor vi egentlig gør mange gode ting, men vi må også bare sige, at Brøndby var bedre end os i de dele af spillet, hvor man skal få lukket ned og få sparket boldene i kassen, siger cheftræneren.