Isak Jensen før VB: Kommer med masser af energi
Isak Jensen blev den store helt, da han med to flotte frisparksmål afgjorde seneste kamp mod Silkeborg IF. Det var Jensens comeback efter en skadespause, som har holdt ham ude af de foregående fem kampe, men nu er kantspilleren tilbage i fuld vigør:
-Jeg havde været skadet i fire uger, men jeg synes, at det hele føltes normalt, da jeg kom ind og bolden rullede. Så jeg føler, at jeg er helt, hvor jeg skal være igen nu, og det var dejligt at mærke, at jeg stadig kan være afgørende for holdet.
-Det er jo aldrig god timing at blive skadet, men det er bare fedt, at holdet har gjort det godt, og at jeg så kommer tilbage på et stærkt hold, som er inde i en god stime. Det skal vi blive ved med, siger han.
Torsdag eftermiddag venter udekamp mod Vejle Boldklub, der kæmper hårdt for overlevelse:
-Jeg kan huske fra min tid i Sønderjyske, hvordan det er at spille kampene i bunden hen mod slutningen af sæsonen, hvor man har kniven for struben. Nogle gange kan man finde nogle ekstra procenter, men omvendt kan det også blive et meget stejlt bjerg at bestige, hvis man møder mere modgang.
-Men for os handler det om at ride videre på bølgen. Vi kommer med masser af energi, vi har selvtillid og for mig personligt, så gav den seneste kamp jo også et boost. Vi skal tage fat i kuglen og tage initiativet i kampen, og så tror vi på, at vi kan fortsætte den gode form, afslutter Isak Jensen.
Kampstart i Nørreskoven er torsdag klokken 14.