Opsat Serginho: Vi skal tilbage på sejrssporet
Søndag eftermiddag skal Viborg FF på besøg hos Sønderjyske, hvor Serginho og resten af holdet skal på jagt efter vigtige point i forsøget på at nå topplaceringen i Kvalifikationsspillet. VFF-holdet er i en god periode, som skal fortsætte med en sejr i Haderslev, siger Serginho:
-Vi skal fortsætte med at jagte gode præstationer og resultater, og forhåbentlig kan vi få en sejr igen på søndag. Vi er opsatte på at opnå noget stort i denne sæson, og det kan ske via syvendepladsen, så det kræver selvfølgelig flere sejre.
-Vi er stadig i et godt flow og har ikke tabt længe, og selvom vi ikke har vundet de seneste to kampe, så synes jeg, at vi er i en god periode. Vores pointtab mod Lyngby er kun vores egen skyld. Vi havde styr på kampen, men fik et mål imod lidt ud af ingenting, mens vi selv brændte nogle store chancer. Sådan er fodbold, men søndag er bare en ny mulighed for at komme tilbage på sejrssporet, siger han.
Serginho er den spiller i 3F Superligaen, som er involveret i flest offensive aktioner. Indtil videre har det udmøntet sig i 11 assists og fem scoringer, og kantspilleren forsøger at fortsætte med netop dét i holdets tjeneste:
-Jeg er min bedste periode i karrieren, men jeg stræber selvfølgelig efter endnu mere, og jeg vil gerne være en endnu mere afgørende spiller for holdet. Jeg forsøger at være involveret i så meget af vores offensive spil som muligt for at hjælpe holdet. Kan jeg score eller lave assist, så hjælper jeg holdet, og det er det vigtigste.
-Jeg scorede og lavede assist, da vi mødte Sønderjyske på udebane sidst, og forhåbentlig gentager det sig på søndag, siger han og fortsætter om duellen i Haderslev:
-Jeg går ind til alle kampe med samme tilgang. Alle kampe i Superligaen er svære, men på forskellige måder, og jeg ser det bare som en ny mulighed for at hjælpe holdet, og så tænker jeg ikke så meget over, hvem jeg står overfor. Vi ved, at det kan være en svær modstander, men vi tror på os selv.
Kampstart på Sydbank Park er søndag klokken 14, og kampen vises direkte på TV2 Sport X.