Lund før FCK: Alt at spille for
Returopgøret i semifinalen i Oddset Pokalen står på programmet torsdag aften, hvor Viborg FF gæster Parken og F.C. København. Trods et sværere udgangspunkt efter 0-1 i det første opgør, så tror VFF-målmand Lucas Lund på, at han og holdet kan skabe resultatet, som giver en plads i pokalfinalen:
-Det er en stor kamp. Som Viborg-dreng er det selvfølgelig også meget specielt. Det er ikke hvert år, at klubben står i en pokalsemifinale, så det handler om at nyde det og så skal vi gøre alt for at vinde derovre.
-Der er alt at spille for. Jeg synes, at vi leverede en god præstation mod dem i sidste uge, så vi tager til Parken med en stor tro på, at vi kan gøre det. Der er optimisme i truppen og vi glæder os helt vildt til en flot kulisse, hvor der også kommer stor opbakning fra vores fans, siger han og fortsætter om opgaven:
-Det er de små detaljer, der bliver afgørende, og det så vi også i sidste uge, hvor det er en enkelt situation, hvor vi måske ikke lige var i de rette positioner i et øjeblik, og så blev vi straffet. De har stor individuel kvalitet over hele linjen, men vi har mest fokus på os selv. Vi har også dygtige individualister, men også et stærkt kollektiv og det bliver det, vi skal slå dem på.
Kampstart er torsdag klokken 19:00 og kampen kan ses direkte på Viaplay Sport News.