Tobias Elstrup er ny Head of Physical Performance
Viborg FF har ansat 32-årige Tobias Elstrup som ny Head of Physical Performance. Han skifter fra Randers FC og tiltræder i sit nye job den 1. juli.
Elstrup bliver leder for den fysiske sektor og får det overordnede ansvar for at udvikle dette område fra førsteholdet og ned i VFF Talent.
-Vi har en ambition om at løfte os på dette felt, da det er et område, der udvikler sig og fylder mere og mere med en masse ny data og flere specialister. Med Tobias får vi en leder ind, som først og fremmest er en rigtig dygtig fagmand på området og samtidig en meget dedikeret person, der kommer med stor erfaring fra arbejdet med en Superliga-trup.
-Ud af et meget stærkt kandidatfelt med mange ansøgere, så er vi meget glade for, at vi er blevet enige med Tobias og vi ser frem til samarbejdet, lyder det fra sportschef Mads Agesen.
Tobias Elstrup er cand. scient i konkurrence- og eliteidræt ved Syddansk Universitet, ligesom han også har A-træneruddannelsen hos DBU. Siden 2017 har han været fysisk træner hos Randers FC, hvor han startede i talentafdelingen og siden 2019 har han haft ansvaret for den fysiske træning af Superliga-truppen.
Nu ser han frem til en ny tilværelse i Viborg FF:
-Jeg synes, at Viborg FF virker som en rigtig god klub. Jeg kender i forvejen flere i klubben, og mit indtryk er, at der er en meget tydelig retning, og samtidig er det en god arbejdsplads med en sund og stærk kultur, som jeg glæder mig til at blive en del af.
-Det er en rigtig spændende stilling, der blev søgt til, så jeg tænkte, at den chance måtte jeg gribe, og nu ser jeg frem til at starte op og blive en del af staben omkring holdet i næste uge, siger han.
Foto: Randers FC