Lund før FCF: Vi skal tage teten
Viborg FF får besøg af oprykkerne fra FC Fredericia søndag eftermiddag, og holdet fra fæstningsbyen har allerede fået mange roser for sit indtog i landets bedste række, hvor de allerede har leveret flere flotte resultater.
Cheftræner Nickolai Lund ser frem mod opgaven på Energi Viborg Arena:
-De har fået en flot start på sæsonen og har gjort det virkelig godt. De har været kompetitive i alle kampe og vist, at de er svære at slå. Det er et teknisk, offensivt stærkt hold, som er dygtige til at skabe chancer og score mål, så det er en opgave, vi skal håndtere, siger han og fortsætter:
-Jeg forventer at se, at vi tager kontrol og teten på kampen. Vi er på hjemmebane og det skal vi vise, så vi skal være dygtige i vores pres og så skal vi være skarpe i forhold til at nedbryde dem. Vi skal sørge for at få sat vores spil rigtigt op fra starten, så der er mulighed for at få kontrol på kampen og skabe de angreb, der giver os muligheder for at få tre point.
Fokus på offensiven
Nickolai Lund fortæller desuden, at der på træningsbanen er et ekstra fokus på at få dyrket de offensive relationer, som skal skabe flere scoringer til VFF-holdet:
-Vi arbejder hver uge med flere faser af spillet, men det er klart, at der på det seneste har været særligt fokus på offensiven og vores spil på den sidste tredjedel.
-Vi skal være dygtigere til at få konverteret boldbesiddelse til chancer og afslutninger. Det gælder både i etableret spil og på omstillinger, så det er et stort fokusområde for os at blive farligere og dygtigere på den del. Vi kan se, at der er en lidt for stor negativ forskel på antal mål og på vores xG, så det vidner om, at vi har noget på kvaliteten, der skal forbedres.
-Det handler om relationer og tid. Der skal investeres tid i relationerne både på træningsbanen og i kampene. Der er mange nye offensive spillere, så det handler om, at man lærer at forstå hinandens styrker og svagheder, og hvordan vi spiller hinanden bedst muligt. Det arbejder vi på og vi er fortrøstningsfulde, siger cheftræneren.
Kampstart mod FC Fredericia er søndag kl. 14.