Ralf Pedersen stopper i VFF ved kontraktudløb til sommer
Ralf Pedersen stopper i Viborg FF til sommer, når den sidste kamp er spillet og hans kontrakt løber ud.
Sportschef Mads Agesen takker Ralf Pedersen for en dedikeret indsats:
-Jeg vil på hele klubbens vegne sige en kæmpe tak til Ralf for et stort arbejde og en altid engageret indsats for Viborg FF. Da Ralf vendte tilbage til VFF i 2024, kom han med al den erfaring og klubkultur, vi havde brug for, og vi har været meget tilfredse med hans arbejde. Vi har stadig en spændende halvsæson foran os sammen, og der er jeg ikke i tvivl om, at vi kan regne med Ralf.
-Fra den kommende sæson har vi besluttet at justere i stabsrollerne, hvor en af assistenttrænerne overgår til at blive transitionstræner, og den rolle har vi tilbudt Ralf, men vi er i fællesskab nået frem til, at vi ikke kan blive enige om betingelserne, og derfor stopper han til sommer. Han er en super person og en dygtig træner, og vi ønsker ham alt muligt held og lykke fremover, siger Agesen.
Ralf Pedersen har siden foråret 2024 været assistenttræner i klubben, ligesom han også var assistenttræner i VFF i perioden 2017-2019, men til sommer er det tid til, at vejene igen skilles.
-Jeg er rigtig glad for Viborg FF og jeg har været glad for min tid i klubben. Jeg kunne også godt se mig selv i den nye rolle, men desværre kunne vi ikke få det til at lade sig gøre, da jeg ikke er interesseret i en lønnedgang. Det har været helt udramatisk, og det er bare en forhandling, der ikke kunne nå sammen.
-Nu har jeg et halvt års tid tilbage af min aftale, og den vil jeg selvfølgelig følge til punkt og prikke. Vi har nogle spændende opgaver foran os i forårssæsonen, som jeg selvfølgelig gerne vil være en del af, og jeg vil gøre alt for klubben, indtil min kontrakt løber ud, siger han.

















