3-3 mod OB i Future Cup
Der var comeback til Manuel Mbom i tirsdagens Future Cup-kamp mod OB, hvor de stribede gæster også gav comeback til den tidligere VFF-profil Jakob Bonde, som har været ude i mere end et år med en korsbåndsskade.
Gæsterne bragte sig foran efter knap en halv times spil ved den unge angriber Lasse Legolas, som efter et kontraangreb fik sparket bolden ind bag Dybdal. OB’s føring varede dog kun et enkelt minut, inden Tim Freriks fik udlignet flot med venstrefoden, som sikkert udplacerede gæsternes keeper.

Freriks var på pletten igen kort før pausen, da Mads Søndergaard satte ham godt op, så hollænderen scorede tæt under mål. Freriks fik også en stor chance for at lave hattrick i første halvleg, men den sidste afslutning manglede kvalitet. Osman Addo fik også en stor mulighed for at udbygge føringen, men også her fik OB-målmanden reddet.
I stedet fik OB udlignet til allersidst i første halvleg efter et hjørnespark, hvor Bjørn Paulsen headede på tværs og fandt Gustav Grubbe som prikkede bolden i nettet.
Det blev 3-2 til VFF i anden halvleg efter en stor målmandsfejl hos gæsterne, hvor den unge OB-keeper ikke fik tæmmet en tilbagelægning, så bolden trillede under foden og direkte i nettet. Det lignede længe, at det skulle være sejrsmålet i kampen, og VFF havde også flere gode kontraangreb, hvor føringen skulle være udbygget. I stedet blev det 3-3 til allersidst efter et godt OB-angreb, som først blev sparket på stolpen og på returen kom Valdemar Hansen og sendte bolden i nettet.
Future Cup: Viborg FF – OB 3-3
0-1 Lasse Legolas (27.)
1-1 Tim Freriks (29.)
2-1 Tim Freriks (39.)
2-2 Gustav Grubbe (43.)
3-2 Selvmål (57.)
3-3 Valdemar Hansen (92.)
Startopstillingen og indskiftninger
Nicolai Dybdal – Manuel Mbom (31. Emil Monrad), Stipe Radic, Zan Zaletel, Oliver Bundgaard (45. Alvar Jensen) – Frederik Damkjer, Mees Hoedemakers (73. Nicklas Pedersen), Mads Søndergaard (45. Frederik Lossin) – Philip Keller (82. Julius Lund), Tim Freriks (73. Adam Kleis-Kristoffersen), Osman Addo (45. Magnus Olsen)


















