Lund før BIF: Skal spille for at opnå
Efter en resultatmæssigt god start mod OB, men en blandet præstation, har der været arbejdet med at lægge yderligere på det spillemæssige. Særligt i den offensive del af spillet, fortæller cheftræner Nickolai Lund inden søndagens udekamp i Brøndby:
- Man kan jo sige, at vi kom godt fra land resultatmæssigt mod OB, men præstationsmæssigt ramte vi ikke vores top-topniveau. Vi har en stærk base i vores kollektiv, og vi arbejder sindssygt hårdt for hinanden. Det skal vi holde fast i, og så har vi selvfølgelig brugt ugen her på at forsøge at bygge mere på vores spil, så vi kan stå endnu bedre til søndagens kamp i Brøndby, siger Nickolai Lund og uddyber:
- Vi har arbejdet med forskellige ting både defensivt og offensivt, men vi har haft lidt større fokus på det, som er det sværeste i spillet, og det er chanceskabelse og de offensive relationer. Vi skal blive endnu skarpere til at finde hinanden og i den fælles forståelse, vi skal have for vores offensive løsninger og gennembrud. Vi forsøger virkelig at lægge på med at skabe chancer og gøre chancerne så store som mulige, siger cheftræneren.
Søndag eftermiddag venter sæsonens første udekamp, når det går løs på Brøndby Stadion. Her har VFF gode minder fra sidste sæson, hvor det blev til to VFF-sejre i sæsonens to udekampe mod Brøndby IF.
Cheftræner Nickolai Lund sætter ord på den opgave, der nu venter i Brøndby:
- Det er en opgave, vi har meget stor respekt for, og det bliver svært for os. Vi skal ramme højest mulige præstation både på individuelt niveau og som hold, hvis vi skal have noget med derfra, men det tror vi også på, vi kan. Vi har stor tro på os selv, og at vi kan tage derover og sætte en god præstation sammen.
- Der venter en lidt anderledes opgave nu sammenlignet med kampene i sidste sæson, efter de også har fået en ny cheftræner i Thomas Nørgaard, som jeg har stor respekt for, men det er da med til at give os noget tro, at vi har gode erfaringer fra Brøndby Stadion i sidste sæson. Vi skal have stor respekt for, at det er et svært sted at spille, men vi skal også afsted og spille for at opnå, lyder det.
Der er kampstart klokken 16:00 på Brøndby Stadion, og kampen kan ses på TV2 Sport X.






