Fokus på: Lyngby Boldklub
Sæsonens fjerde hjemmekamp er på programmet fredag aften, hvor modstanderen er oprykkerne fra Lyngby Boldklub, der har vist spillemæssigt gode takter i indledningen på den nye sæson.
Selvom Lyngby ikke helt har fået den pointhøst, de håbede på i sæsonens begyndelse, så er det på ingen måde svært at genkende det boldbesiddende og offensive spil, som ofte har kendetegnet de kongeblå. Sæsonens første seks kampe har budt på blandt andet tre uafgjorte mod FCM, AGF og OB, hvilket vidner om, at Lyngby ikke har skullet bruge lang tid til at tilpasse sig Superligaens niveau. Inden fredagens kamp var Lyngby i aktion mod OB, hvor det blev et hårdt tilkæmpet og velfortjent point.
Til at styre de kongeblå tropper har Lyngby en særlig konstellation med to sidestillede cheftrænere i Andreas Bjelland og den tidligere VFF-spiller Mikkel Jespersen.

Mange offensive strenge
Lyngby BK har i dette transfervindue sagt farvel til angriberne Malik Abubakari, som spillede i VFF i foråret 2024, samt rekordindindkøbet Asbjørn Bønnergaard, men holdet mønstrer fortsat en stribe andre offensive profiler, der kan gøre ondt på alle forsvarer. Angriberne Frederik Gytkjær og Isak Torvaldsson har begge vist sig flot frem i Superligaen, mens offensive midtbanefolk som Gustav Fraulo, Simon Colyn og Lauge Sandgrav også har vist, at de hurtigt har tilpasset sig landets bedste fodboldrække. Kort før transfervinduets lukning solgte Lyngby sin anfører Casper Winther til Brøndby, en spiller, som har været en stor profil for holdet de seneste sæsoner. Defensivt har Lyngby forstærket sig med den unge Barcelona-keeper Diego Kochen, der virkelig har vist sig flot frem i sæsonens indledning med mange flotte redninger. Keeperen er sammen med FCK-spillerne Oliver Højer og Munache Garananga været de primære tilføjelser til oprykkernes trup til de første runder. På transfervinduets sidste dag skete der så endnu mere aktivitet, da Lyngby sikrede sig Zidan Sertdemir, Sanders Ngabo og Markus Anderson, der alle tre skal styrke de kongeblås offensiv.
Indbyrdes statistik
Der er tale om to hold, som spiller meget tætte kampe, hvilket også ses i statistikken. I de 35 indbyrdes opgør i Superliga-regi har VFF vundet de 13, Lyngby 12 og 10 kampe er endt uden vinder. Dog har VFF en lille overhånd på hjemmebane, hvor det er blevet til otte sejre, fire nederlag og fem uafgjorte. Vi skal tilbage til 2016 for at finde seneste Lyngby-sejr på Energi Viborg Arena.







