-Vigtigt at vinde fodboldkampe
Anfører Christopher Poulsen er tilfreds med fredagens træningskamp, hvor han selv stod i spidsen for holdet.
Christopher Poulsen havde en god dag i rollen som vikarierende cheftræner, da Viborg FF fredag eftermiddag besejrede FC Midtjylland med 5-1. Den 33-årige anfører er tilfreds med, hvad han så:
-Jeg synes, det var en rigtig god træningskamp. Da vi lige fik styr på vores spil, fik vi presset dem godt og scoret nogle rigtig fine mål. Det var sjovt og spændende at være i en anden rolle, og jeg har helt sikkert lært en masse de seneste dage.
Selvom Auri Skarbalius havde givet Poulsen frie tøjler, så var der ikke ændret ret meget på taktikken til fredagens kamp:
-Nej, vi arbejdede videre med de ting, vi øver i hverdagen. Vi tror rigtig meget på Auris ideer, og vi har set, at de virker, så der var ingen grund til at ændre på det.
Slutresultatet blev som bekendt 5-1 til Viborg FF, og selvom FCM stillede med en række af reserverne, så fjerner det ikke noget af sejrens glæde for Christopher Poulsen. Det er vigtigt at vinde fodboldkampe, konstaterer han:
-Uanset hvordan man vender og drejer tingene, så er det altid vigtigt at vinde fodboldkampe, og det er altid godt at vinde over FC Midtjylland. Det betyder noget for os, og det betyder noget for fansene, og det kunne man også se på opbakningen. Det var rigtig dejligt.
-Vi vinder fodboldkampe i øjeblikket, og det giver selvfølgelig en masse selvtillid, som vi skal bygge videre på. Der er et stykke tid til sæsonstarten endnu, men jeg synes, det ser meget fornuftigt ud.
Næste opgave for Poulsen og kompagni er onsdag den 25. februar, hvor Viborg FF møder russiske FC Rostov på træningslejren i Tyrkiet.