Deble: Jeg er helt klar
Topscoreren er ovre sin skade, og melder sig helt fit og klar til forårspremieren mod Lyngby torsdag aften.
Ivorianske Serge Deble har ikke været med i hele opstarten, da en skade har holdt topscoreren udenfor. Den er han dog kommet over, og nu ser han frem til, at sæsonen endelig går i gang igen:
-Jeg mærker ikke noget til min skade længere, og jeg synes, at jeg har trænet godt. Jeg er helt klar til at spille og glæder mig til kampen på torsdag.
Viborg FF åbner som bekendt foråret med en topkamp i Lyngby, og Deble håber og tror på succes i premierekampen:
-Alle kampe er vigtige for os, og vi ved, at Lyngby er et godt hold, men jeg synes også, at vi er blevet endnu stærkere end i efteråret. Vi skal arbejde hårdt, og jeg vil gøre alt for holdet, så vi kan få en god start, lyder det fra ivorianeren.
Deble scorede i seneste møde mod Lyngby, som Viborg vandt 2-0. Torsdag klokken 19 tørner de to klubber sammen igen.