Ti mand spillede uafgjort i Vejle
Viborg FF og Vejle Boldklub mødtes mandag eftermiddag i VB Parken til kamp i Reserveligaen. Her kom gæsterne bedst fra start, da U19-angriberen Nikolai Nedergaard bragte Viborg FF i front efter 20 minutters spil efter en flot assist fra Antonio Stankov i højre side.
Samme Nedergaard var igen i fokus et kvarter senere, men denne gang desværre ikke i heltens rolle, da han blev præsenteret for sit andet gule kort og måtte gå tidligt i bad.
En mand i undertal gjorde betingelserne svære for Viborg FF, som blev presset tilbage i resten af kampen. Gæsterne forsvarede sig godt, og havde også flere kontramuligheder den anden vej, men et kvarter før tid fik hjemmeholdet alligevel udlignet til 1-1, som også blev kampens resultat.
Assistenttræner Søren Frederiksen udtaler:
-Det var en rigtig fin reserveholdskamp. Det blev selvfølgelig svært for os, da vi blev ti mod elleve, men vi kæmpede godt for det, og vi kan godt være tilfredse med indsatsen.
-Så var det selvfølgelig dejligt at se Mikkel Rask tilbage. Han spillede en rigtig fin første halvleg, og blev så udskiftet, selvom han måske godt kunne have spillet længere tid, men vi vil ikke satse noget med ham. Det er rigtig rart, at han er på vej tilbage.
Startopstillingen
Simon Enevoldsen – Antonio Stankov, Mikkel Rask, Søren Reese, Christopher Poulsen – Thomas Andersen, Lukas Lerager, Nicholas Gotfredsen, Nikolai Nedergaard – Henrik Hykkelberg, Jeppe Curth