Wichmann træner med igen
Sport |
Af: Nicolai Kristensen | 05. maj 2015
Mathias Wichmann er endelig skadesfri, og håber, at han med et par måneders forsinkelse snart får sin debut for Viborg FF.
For første gang siden træningslejren i Tyrkiet i februar er Mathias Wichmann på træningsbanen med resten af holdet. Den 23-årige midtbanespiller har siddet udenfor med et brud på fodrodsknoglen, og har derfor slet ikke været i spil i forårets kampe i 1. division.
Nu lysner det langt om længe for Wichmann, der nød at være tilbage på banen med sine holdkammerater:
-Det er rigtig dejligt at være med igen. Det har jeg ventet på, og jeg håber selvfølgelig, at jeg kan nå at være med i nogle af de sidste kampe inden sæsonen slutter, lyder det fra Mathias Wichmann.
Midtbanespilleren skiftede i vinterens transfervindue fra AaB.