VFF Golfmatch afviklet med succes
Græsset var grønt og solen skinnede over Viborg Golfklubs baner, da Viborg FF afholdt årets golfmatch for partnere fra netværket. 88 entusiastiske golfspillere var mødt op til eventen, der blev afviklet fredag den 8. maj. De mange deltagere mødte allerede op fra morgenstunden, hvor de i fællesskab indtog morgenkaffe- og brød inden golfkøllerne skulle svinges.
Efter fire og en halv times golf i godt selskab stod det klart, hvem der var løbet med sejren. De 88 spillere var inddelt i tre grupper efter handicap. Vinderen af C-spillet blev Martin Søndergaard Frank fra JP Group, vinderen af B-spillet blev Ole Bang Madsen fra Viborg Kontrollørforeningen, mens den store vinder af A-spillet blev Preben Pedersen fra BDO.
Da det sidste slag var slået samledes de mange golfspillere i Viborg Golfklubs lokaler, hvor der var fællesspisning og senere præmieuddeling.
-Vi havde en rigtig god dag. Det var dejligt vejr og arrangementet forløb problemfrit, så jeg håber, at alle nød at være en del af det og har lyst til at være med igen næste år. Udover at spille golf, så kommer man også til at snakke med mange mennesker, og det er en god måde at pleje netværket på, fortæller Kim Foged Nielsen fra Viborg FF.
Stor tak til følgende partnere, som var sponsor på eventen: Andelskassen, Beierholm, Jørgen Laursen A/S, SkilteCentret, Spar Nord, Topline, Frugt Karl, Jyske Bank, Peter Larsen Kaffe, Restaurant Latiner LY, Tøjeksperten Døssing, Dahl’s Vinhandel, Hjarbæk Fjord Golfklub og Viborg Golfklub.