Tilfreds Auri: Fortjent førsteplads
Auri Skarbalius er glad og tilfreds med, at Viborg FF har sikret førstepladsen i 1. division efter 3-0 over Brønshøj.
Efter oprykningen kom i hus tidligere på måneden har Viborg FF haft svært ved at få tingene til at fungere. To mindre gode kampe mod Skive og AB skulle dermed revancheres lørdag eftermiddag i Brønshøj, og her lykkedes det Viborg FF at hente en fortjent 3-0-sejr.
Cheftræner Auri Skarbalius er tilfreds med, at holdet kom tilbage på sporet:
-Jeg sagde til spillerne inden kampen, at det vigtigste altid er logoet på brystet. Man har forpligtelser til at levere og have indstillingen i orden, og det havde de i dag. Det var en meget professionel indsats, hvor det kun var vores egen effektivitet, der manglede før vi kunne få en endnu større sejr.
Sejren mod Brønshøj sikrede samtidig den endelige førsteplads i rækken, da Viborg FF nu har seks point ned til AGF inden sidste runde. Skarbalius er naturligvis glad for, at begge sæsonens mål er nået:
-Det betyder rigtig meget. Vinderne er vindere, og sådan er det. Vores første mål var at sikre oprykning, og det næste mål var at blive nummer ét. Nu har vi nået begge, og det er meget fortjent. Jeg er meget tilfreds.
Sæsonens sidste kamp spilles på lørdag den 6. juni på hjemmebane mod Lyngby