Lerager og VFF forlænger samarbejdet
Viborg FF og Lukas Lerager er enige om at forlænge samarbejdet, således midtbanespillerens kontrakt nu løber til sommeren 2017.
Sportschef Ole Nielsen udtaler:
-Lukas er en dygtig og hårdtarbejdende midtbanespiller, som vi synes er inde i en rigtig god udvikling. Han har en fantastisk indstilling, er yderst professionelt og er medvirkende til at skabe en god træningskultur i klubben.
-Han er allerede vokset i sit spil under Johnny Mølby, og har nået en alder, hvor vi tror på, at han kan udfolde sit store potentiale.
Lukas Lerager kom til Viborg FF i sommeren 2013, hvor han skiftede fra barndomsklubben AB. Nu ser han frem til at forlænge sit ophold i domkirkebyen:
-Jeg er rigtig glad for at være i Viborg, og glæder mig til at komme til træning hver dag, så da klubben tilbød mig en forlængelse, var jeg ikke i tvivl. Jeg synes, jeg har de bedste muligheder for at fortsætte min udvikling her, og jeg er sikker på, at vi går en spændende tid i møde.
-Mit næste mål er at blive fast mand på holdet, og så skal jeg undgå flere skader, så jeg kan bevise mit værd og betale noget af tilliden tilbage til klubben.
22-årige Lerager har skrevet under på en aftale gældende til sommeren 2017.